29/05-2026

Første spadestik på Kolding Lystbådehavn

MAJ 2026: Gravemaskinerne havde allerede for længst flyttet mere jord, end der nogensinde kan være på en symbolsk blankpoleret spade.

Derfor er traditionen med ”første spadestik” nu stadig en vigtig milepæl for os i byggebranchen og det første officielle spadestik blev markeret tirsdag d. 26. maj 2026 på Kolding Lystbådehavn.

Her gravede marinaformand Finn Mortensen og formand for Kolding Kommunes Plan- og Teknikudvalg, Tobias Jørgensen, i tæt samarbejde den officielle markering af byggeriet af en ny servicehal med velfærdsfaciliteter.

Kolding Lystbådehavn har valgt Halbyg som totalentreprenør på projektet, som vi har udviklet i tæt samarbejde med Arkitektfirmaet Faber & Have og Kingstoft Ingeniører samt naturligvis Kolding Lystbådehavn.

Fra idé til konkret byggeri

Og vi kan lige så godt slå det helt fast, at ”første spadestik” jo teknisk set overhovedet ikke handler om at flytte jord.

Det handler om en symbolsk markering af, at vi nu flytter idéer, skitser og planlægning ud i den virkelige virkelighed med et konkret byggeri, der for alvor begynder at tage form på byggepladsen.

Og netop det er tilfældet på Kolding Lystbådehavn, hvor arbejdet med jordarbejde og fundament til den nye servicehal allerede er godt i gang.

Første spadestik på Kolding Lystbådehavn med Halbyg som totalentreprenør

 

Funktionelle rammer til daglig drift

Den nye servicehal er blevet udviklet med fokus på ønsket fra Kolding Lystbådehavn om at samle værksted, lager, garage og personalefaciliteter i én samlet og funktionel løsning.

Samtidig skal byggeriet understøtte den daglige drift på marinaen og skabe rammerne for bedre arbejdsforhold til medarbejderne med moderne faciliteter til blandt andet omklædning og pauser.

Arkitektur med afsæt i de maritime omgivelser

Ud over de funktionelle krav og ønsker har vi haft fokus på at skabe en enkel og robust bygning, som passer naturligt ind i de eksisterende omgivelser på Kolding Lystbådehavn.

Derfor er træ blevet valgt som gennemgående byggemateriale, da træ både understøtter bygningens arkitektur og områdets maritime udtryk.

Tak til Kolding Lystbådehavn for invitationen til den symbolske markering samt naturligvis til alle de involverede håndværkere, rådgivere og andre samarbejdspartnere for indsatsen indtil nu.

Hos Halbyg ser vi frem til at bære projektet til Kolding Lystbådehavn gennem de kommende byggeetaper og processer mod aflevering af det færdige byggeri først på efteråret.

Marinaformand Finn Mortensen og formand for Kolding Kommunes Plan- og Teknikudvalg, Tobias Jørgensen, gravede i tæt samarbejde den officielle markering af byggeriet på Kolding Lystbådehavn