Julegave til Solbjerg Idrætscenter
DECEMBER 2025: For et par dage siden kunne vi give Solbjerg Idrætsforening en tidlig julehilsen som en lille julegave.
Godt nok ikke i form af en færdigbygget idrætshal endnu, men beskeden om, at vi forventer, at den nye idrætshal er klar til at blive overtaget allerede omkring efterårsferien 2026 – et par måneder tidligere end oprindeligt planlagt.
Efter mindre end et halvt års byggeri har vi nemlig kunnet justere vores oprindelige tidsplan, der viser, at vi kan gennemføre byggeprojektet hurtigere, end vores første planer.
Det er naturligvis en besked, der vækker glæde hos bygherre og giver lidt ekstra at se frem til og hænger sammen med, at vi i vores projekter har udviklet et fleksibelt byggekoncept med fokus på løbende fremdrift frem for faste milepæle.
Mest mulig fremdrift
Når vi projekterer vores byggerier, aftaler vi med bygherre, at vi med afsæt i vores viden og erfaring sørger for at alle de forskellige byggeprocesser bliver udført løbende, hvor det er muligt.
Samtidig tager vi højde for udefrakommende forhold, vi ikke selv er herre over som fx behandling fra myndigheder, vejrlig, leverancer af materialer eller andre forhold hos leverandører og samarbejdspartnere.
Opstår der uventede udfordringer, tilpasser vi processerne, så arbejdet ikke går i stå. I stedet fortsætter vi andre steder, så tidsplanen ikke bliver unødigt forskudt eller forsinket.
På byggepladsen i Solbjerg har denne tilgang blandt andet betydet, at vi har ”lukket” byggeriet på relativt kort tid – faktisk kun omkring fire måneder.
Mobilt projektkontor
At ”lukke byggeriet” betyder helt lavpraktisk, at de udvendige konstruktioner er isoleret og beklædt, så vi kan opvarme byggeriet og sikre mod vejr og vind de kommende vintermåneder.
At vi kan gøre det så hurtigt, skyldes utvivlsomt, at vi er til stede på byggepladsen hver eneste dag fra vores mobile ”projektkontor” ved byggepladsen.
Vi har nemlig valgt ikke at have et fast kontordomicil langt fra byggepladserne, men i stedet investeret i mobile løsninger, da vi har erfaret, at vi dermed skaber stor værdi for vores kunder.
Vores mobile projektkontor inkluderer både effektive kontorpladser med al moderne teknologi, mødelokale, frokoststue, bad og toilet samt overnatningsfaciliteter, og resultaterne er med konkrete:
Nemlig effektivitet og fremdrift med afsæt i vores eget fleksible byggekoncept frem for traditionelle tids- og udførelsesplaner med kvartalsvise milepæle.
Baseret på tillid
Vi er opmærksomme på, at byggebranchen generelt ikke er kendt for at overholde tidsplaner, og at derfor er meget sjældent, at et byggeri bliver afleveret tidligere end den oprindelige tidsplan.
Derfor udarbejder vi altid en vejledende tidsplan med overordnede milepæle, der ikke er styrende for de mellemliggende processer. Det ved vi, kræver tillid mellem os, bygherre og underentreprenører – men vi har også nu bevist flere gange, at vi gør det med stor succes.
Derfor er vi naturligvis også meget glade for, at vi efter knap 4 måneders byggeri i Solbjerg, har kunnet fortælle Solbjerg Idrætscenter, at deres nye idrætshal er klar til fuld gas allerede til start på efterårssæsonen 2026.
